Ekkodalshuset opføres, og var i mange år fodermesterbolig til Vallensgård.

Almindingen Station blev åbnet den 16. maj 1901, og herefter begyndte gæster fra hele øen at komme til Ekkodalen.
Da Gudhjembanen først blev bygget senere, var der på jernbanen mellem Almindingen og Aakirkeby ikke taget højde for at stigningerne nord for Almindingen station var stejlere, og derfor krævede kraftigere skinner for at bære de tungere lokomotiver. Derfor måtte man skifte lokomotiv ved Almindingen for at komme fra Gudhjem til Aakirkeby.
Stationen blev nedlagt sammen med resten af jernbanen mellem Gudhjem og Aakirkeby, den 31. august 1952.

Med jernbanens indvilgelse i 1901 af landets eneste ”skovtursbane”, skulle der senere blive grundlag for udvidelse af aktiviteterne i det lille Ekkodalshus. Husets beboere i tidsrummet 1901 – 1903 var snedker Christian Mathias Olsen og Laura Bolette Caroline Marker. Med de første tilstrømningen af gæster til Ekkodalen, var der basis for at gøre en lille nebengeschäf; Man solgte kogt vand til gæsternes medbragte kaffebønner og udlejede kaffestel til de mange besøgende i Ekkodalen.

På billedet ses baneformand på Almindingen Station, Hans Olsen og dennes hustru Anna, som er på besøg i Ekkodalshuset med deres datter.
De er flankeret af søstrene Karen og Mine Hansen, som i 1903 blev de første forpagtere af Ekkodalshuset.

Med savværkets opførsel i 1906 og indvielse af Gudhjembanen (1916), kom er for alvor gang i ”Almindingsbyen”, som husene ved Ekkodalsvejen kom til at hedde. Gudhjembanen fik også et trinbræt til Christianhøjkroen, og skovgæster myldrede til. Savværkets mange arbejdere etablerede dig i huse omkring Sigtemøllevejen, som dengang blev kaldt ”Langelinje”. Johannes G. Müller så muligheder i de mange besøgende til Ekkodalen og gradvist indrettede han sammen med søstrene Hansen Ekkodalshuset til traktørsted. Man byggede således en veranda i forlængelse af Ekkodalshuset (der hvor kiosken er nu) så gæsterne kunne nyde kaffe og kage når de nu alligevel var ”i skoven”. Ligeledes investerede man i franske cafe-møbler og malede ”EKKODALSHUSET” med flotte bogstaver på gavlen. Men ikke nok med det: Der etableredes et retirade (et måske finere ord for nødtørftshus eller blot ”lokum”) på nordsiden af Ekkodalshuset til gæsterne. Fundamentet til lokummerne er der stadigt den dag i dag. Endelig fik man også dette år indkøbt et kaffestel med Ekkodalshusets eget logo. Vi har stadig en del af stellet, som blev indkøbt helt frem til slut 40’erne.

Porcelænet, som allerede tilbage i 1919 blev bestilt første gang, kørte i Ekkodalshuset helt op til 40'erne.
Vi har stadig en del af det originale stel stående i restaurantens vindueskarme, og vi har endda fundet fabrikken, der producerede stellet dengang. Og minsandten om ikke de stadig har originaltegningen af logoet, så måske vi skulle overveje at genindføre det?

Frøknerne Mine og Karen Hansen og boede fra 1903 – 1923 i Ekkodalshuset sammen med deres mor, Marthe Catrine Hansen (født Pihl). Mine var uddannet sygeplejerske og bl.a. på Aakirkeby Sygehus. Her poserer de tre kvinder på den i 1917/1918 nys opførte veranda, hvor der i dag er kioskudsalg i Ekkodalshuset.

Frk. Jarmer havde været husbestyrerinde hos skovrider Kristoffer Bramsen på Rømersdal fra 1913 til 1920, og overtager forpagtningen af Ekkodalshuset omkring 1923.

Ring Aaker 49x

Med Agnete ved styrepinden rykker Ekkodalshuset ind i en ny ære. Den indtil da åbne veranda foran Ekkodalshuset bliver forsynet med vinduer og dobbeltdøre, som vender ud mod Ekkodalen. Dermed kunne de frekventerende gæster nu fouragere ”indendørs”. Men det er ikke mindst bygningen af det arkitekttegnede blokhus, som bliver Agnetes væsentligste bidrag til husets historie. Det som de fleste i dag kender som restauranten, blev nemlig bygget i 1938 hvor der indtil da ellers havde stået et lille vaskehus.

Vejviseren anno 1939.

Agnete flankeret af det vi tror må være hendes faste voksenhjælp Bodil Lund. Bodil blev i 1935 gift med savværker Johannes Lund, Nyby – Aakirkeby.